”Hjælp. Kom lige herover og HJÆLP!” råbte Astrid desperat ud i lokalet.

Henrik løftede blikket, så panikken i Astrids øjne og skyndte sig derover. Astrid prøvede at holde vejret, da han kom tæt på og lugtede af en uges uvasket hud.

”Hendes vand er gået!”

Henrik stirrede lamslået på hende.

”Det betyder, at hun skal ligge ned, indtil hun føder. Så hjælp mig dog!”

De fik Ditte ned at ligge på gulvet. Astrid blev siddende ved hende. Henrik løb forvirret lidt den ene vej, og lidt den anden. Han forsvandt i retningen af direktionsgangen. Dette MÅTTE være et så akut tilfælde, at der kunne blive åbnet op for at få hende på hospitalet?

Der gik en rum tid. Ditte så uroligt op på Astrid, som prøvede at se rolig ud.

”Jeg er sikker på, Henrik får det fikset, så du kan komme på hospitalet og føde. Bare tag det roligt, der kan godt så lang tid, før veerne starter. Prøv at slappe af. Luk øjnene, så skal jeg passe på dig.”

Hendes hænder rystede, så hun måtte bruge al kraft på at få dem rolige nok til at stryge Ditte over håret. Hendes panik måtte ikke forplante sig og sætte fødslen yderligere i gang. Selv om hun godt vidste, at hun hverken kunne gøre fra eller til, så prøvede hun med tankernes kraft at sætte fødslen i bero. Hun kunne ikke overskue tanken om, at den skulle foregå her på et beskidt gulv og med fødselshjælpere, der ikke havde været i bad i en uge.

Rygtet om en fødende havde åbenbart hurtigt bredt sig i huset. Mange gik forbi, sendte et langt og nysgerrigt blik, men kiggede hurtigt væk, når Astrid løftede blikket. Andre tilbød deres hjælp og de sidste rester, de havde haft liggende af kiks og knækbrød inderst i skuffer og skabe rundt omkring. Endnu en kom med et glas koldt vand og en stak papirservietter fra et rengøringsdepot. De forestillede sig måske allerede, at fødslen skulle foregå lige her?

Endelig kom Henrik tilbage fra direktionsgangen.

”De har kontaktet sundhedsmyndigheder og sygehusdirektører i hele regionen. Alle vegne fra lyder det, at hospitalerne er så fyldt med både de omkomne, som fortsat kommer ind og skal obduceres og alt det personale, som er indespærret, at det vil være mere sikket, at hun føder her. De prøver at finde en jordemoder, som kan assistere via facetime under fødslen.”

Ditte prøvede at sætte sig op for at protestere. Det var svært at give sin uenighed meget kraft fra liggende stilling. Astrid var nødt til at holde hende nede. Situationens alvor fik den foregående uge til at ligne en dans på roser. Nu måtte hun bare følge sine indskydelser uden at bruge tid på at overveje for og imod. Men det var som om, hendes hjerne var gået i stå.

Karen fra testlaboratoriet banede sig vej gennem menneskemængden. En myndig dame sidst i 50’erne, som havde hørt rygtet om den fødende i kvalitetsafdelingen.

”Jeg har nok det reneste sted i denne bygning. Vi har vores egne procedurer for rengøring, og dem har jeg holdt fast i for at få tiden til at gå. Jeg skal bruge et par stærke mænd til at bære hende. Dig og dig pegede hun ud i rummet på et par af de yngre mænd i afdelingen. Start med at løfte døren ud mod gangen af hængslerne.”

De kiggede måbende, først på Karen, så på hinanden og så på Karen igen. Hun så ud til at mene det. Så gik meningen op for dem, og de gik hen og løftede døren af hængslerne. De sænkede den fladt ned på gulvet ved siden af Ditte, som krabbede sig sidelæns op på døren, som nu var en interimistisk båre. Så talte Karen til tre, og de hævede langsomt døren i hver sin ende og satte kurs mod den heldigvis bredere skydedør i retning ud mod laboratoriet. Astrid veg ikke fra Dittes side. Det besynderlige lille følge ankom til et laboratorium, hvor en af laboranterne havde etableret et videoopkald til en af regionens jordemødre. Fra det efterhånden mere end småsnuskede kontorlandskab var det næsten som at træde ind på et hospital. Astrid sænkede skuldrene en anelse, da hun mærkede, at der var kyndige og ansvarlige mennesker rundt om hende. Ditte så også en smule mere rolig ud.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *