Endnu en morgen i den efterhånden endeløse strøm af dage. Astrid kunne næsten ikke huske, hvordan livet plejede at udspille sig, før denne undtagelsestilstand. Der var nu så lidt mad, at der var udbrudt protester nede i kundeservice, hvor de unge havde stillet sig på direktionsgangen og råbt slagord om, at de blev tilbageholdt uden lovlig hjemmel. Som svar havde ledelsen lukket og låst døren ind til deres afdeling igen. Der blev nu igen kommunikeret på informationsskærme og emails fra den øverste direktør:

”Jeg kan forsikre jer alle om, at vi arbejder på højtryk for at få lov til at begynde åbningen ud mod vores omverden igen. Vi er i ledelsen i tæt daglig dialog md myndigheder om dels at få nødforsyninger af fødevarer og dels planer for, hvornår vi som almindelig arbejdsplads har mulighed for at bevæge os ud igen.

Vi skal også meddele, at der sent i aftes blev lukket to kriminalassistenter ind i det afspærrede indkøbskontor, hvorfra der skete et endnu uforklaret dødsfald. Der vil også komme kriminalteknikere og andre efterforskere, for at fastslå forklaringen på dødsfaldet. De to nærmeste kolleger bliver afhørt af politiet i et sikret kontor. Vi beder om, at I respekterer deres arbejde og holder afstand.

Til sidst skal vi huske at dele den gode nyhed, at Ditte Mortensen fra Kvalitetsafdelingen i går fødte en lille pige med assistance fra gode kolleger. Både mor og barn har det efter omstændighederne godt. Tak til alle involverede.

Tak til alle for jeres fortsatte tålmodighed.”

Straks meddelelsen var offentliggjort skete der en bevægelse i retning mod indkøbskontoret. Den helt grundlæggende menneskelige nysgerrighed vandt over formaningen om at lade politiet arbejde i fred. Astrid blev siddende. Det var tankevækkende, at der kom et helt politihold, men ikke en eneste læge eller jordemoder til at tilse den nyfødte.

TV2 News havde endnu en gul Breaking News bjælke i toppen af skærmen. Det var blevet den nye normale tilstand, så det varede lidt, før Astrid læste, hvad der stod.

”Uroligheder omkring supermarkeder. Politiet anholder natlige indbrudstyve, der trodser udgangsforbud.”

Hendes blod frøs til is. Hun turde ikke klikke på overskriften, men var samtidig nødt til det. Hun kunne næsten ikke være i sin egen krop og måtte gå frem og tilbage i kontorlokalet nogle gange, før hun tog mod til sig. Naturligvis var der ikke navne på de anholdte, men byen var deres egen. Hun tog telefonen og ringede med skælvende hænder til Thomas. Den ringede seks gange, før den gik på telefonsvarer. Hurtigt videre til Messenger – der var ingen grøn markering ud for det lille profilbillede af Thomas, og han havde ikke været online de sidste ni timer.

Uroen blev stærkere i hele kroppen, mens hun fortsatte sin vandring frem og tilbage som en løve i sit bur. Hun VAR en løve i et bur, følte hun. Hvor længe kan et lille barn ligge alene og græde uden at dø? Vilma kunne ikke komme ud af sin tremmeseng selv, men hvad ville der ske med hende, når ingen kom og samlede hende op? Ville hun besvime af at skrige? Ville hun resignere? Ville hun sidde og banke sit lille hoved ind mod tremmerne, når nogen engang endelig fandt hende? Ingen af scenarierne var til at holde ud. Hun forbandede Thomas og hans vovemod.

Der blev omdelt en frokost, som for første gang i en uge bestod af andet en grød på virksomhedens egen melblanding. Der var rugbrød, pålæg og frisk grønt. Astrid kunne ikke få noget ned, men det betød, at der nu kom nødforsyninger af mad til virksomheder. Det måtte der også gøre til private? Så meget mere dumt havde det været af Thomas at tage chancen med at gå ud om natten. Det kunne ikke hjælpe at gøre sig til kriminel, uanset hvor vanvittige omstændighederne var. Hvem kunne hun kontakte for at forklare situationen? Hvem ville turde at gå ud af sit eget hjem – og dermed også gøre sig til kriminel – for at gå ind i deres hus og se til Vilma?


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *