Astrid havde brug for at sikre sig, at Vilma ikke helt havde glemt hende. Hun tog hende op fra den høje stol, men det fik Vilma til at stikke i et hyl og begynde at græde hjerteskærende. Astrid satte hende ned i stolen igen, satte sig ved spisebordet og begyndte at samle det legetøj op, Vilma smed på gulvet. Snakkede konstant i sit højeste toneleje om alt og ingenting. Prøvede at være helt normal, som om ingenting var hændt. Efter lang tids overvejelse fik hun endelig et forsigtigt smil fra din datter, og hendes hjerte smeltede. Begge små tykke arme strakte sig op over hovedet, og denne gang fik Astrid lov at tage hende op og knuge hende hårdt ind til sig. Aldrig mere ville hun være væk fra hende så lang tid.
Da Vilma var puttet til sin formiddagslur var Astrids næste beslutning at tage et meget tiltrængt bad. Hun stod under bruseren og så vandet blive beskidt under hende. Hun skrubbede sig og vaskede håret tre gange, kom balsam i og til sidst en hårkur. Da hun endelig rev sig løs fra det livgivende vand tog hun fat på neglene, som både på hænder og fødder var blevet alt for lange under indespærringen. Hun kunne næsten ikke overskue at tage hul på at fortælle Thomas om, hvordan det havde været de sidste 12 dage, at hun havde været vidne til en fødsel, at der sandsynligvis var foregået et overlagt mord på etagen over hendes og at hun havde levet af torskerogn fra dåse på knækbrød det meste af tiden, de havde været adskilt. Det var som om, chancen var forpasset til at fortælle om det, og nu ville hun hellere lægge det bag sig. Først skulle hun i hvert fald sove i sin egen seng. Hun lagde sig under dynen og faldt i en tung drømmeløs søvn.
Da hun vågnede igen, var hun helt konfus og vidste i første omgang ikke, hvor hun var. Det var blevet mørkt udenfor i mellemtiden. Så kom hun langsomt til sig selv og kiggede sig omkring i sit soveværelse, som om hun var der for første gang. Lampen i loftet, farverne på væggen, sengetæppet, puderne og dynebetrækket på sin egen dyne. Hun genkendte det, men havde det alligevel som om, hun var en gæst i sit eget hus. Hun kom langsomt på benene og listede nedenunder, uden at vide hvorfor hun listede. Inde i stuen sad Thomas og så tv. Hun satte sig ved siden af ham uden at sige et ord. Han lagde en arm om hende og orkede heller ikke at begynde med at fortælle.
Nyhederne havde den samme historie som Ekstra Bladet havde haft på spisesedlen. Nu var der billeder fra facaden på hendes arbejdsplads, mens speakeren fortalte, at de to sigtede mænd sandsynligvis havde skubbet deres kvindelige kollega ud, mens man endnu var i det helt tidlige stadie af nedlukningen og man troede, der var tale om en smitsom virus. Det fremgik også, at afdelingens fjerde ansatte var afgået ved døden på krisens første dag, efter at han havde været udenfor for at ryge.
Thomas kiggede spørgende på hende. ”Ja, jeg så hende faktisk falde ned allerede på den første dag, mens afdelingerne stadig var delt op. Det var meget mærkeligt, men det trådte næsten helt i baggrunden for vores egene overlevelse. Du kan ikke forestille dig, hvordan det har været!”
Endelig var tavsheden brudt, og ordene faldt over hinanden for at komme ud. Thomas lyttede tålmodigt, indtil ordstrømmen tog af. Så begyndte han at fortælle om den første hårde tid, hvor Vilma ikke havde villet sove, men til sidst havde været så træt, at hun faldt i søvn på hans brystkasse. Så fortalte han om sin frygt for, at situationen ikke ville blive løst, og at han aldrig ville se hende igen. Om sin angst for at lægge sig sulten til at sove og være så udmattet næste dag, at han ville lade sin frustration gå ud over Vilma. Det blev langt ud på natten, før de havde delt den sande version af deres liv hver for sig. De havde begge beskyttet hinanden for, hvor frygtelig adskillelsen havde været. Ikke bare savnet til hinanden, men uvisheden om, hvor længe det skulle vare ved.
Flere gange undervejs kom Astrid til at græde, mens hun lyttede til Thomas’ fortælling. Han havde aldrig før været så ærlig og sårbar overfor hende. Al irritationen over de svære samtaler, de havde haft, forduftede fra hendes hjerne. Nu var de sammen, og hun ville vente med at forholde sig til, hvordan fremtiden kom til at se ud.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *