Astrid vågnede efter en urolig søvn direkte på gulvet med sin jakke som hovedpude. Natten havde været fuld af mareridt om, at Vilma lå stille i Thomas’ arme og så ud til at sove sødt. Hun gik hen imod dem i drømmen og var lykkelig. Men da hun rørte det lille ansigt, var det koldt, og da hun kiggede op på Thomas, stirrede han tilbage på hende med et opgivende blik. De havde været i facetime kontakt meget af natten, men indimellem faldt forbindelsen ud. Nettet var overbelastet.
I den anden ende af lokalet havde flere af de andre i aftes åbnet for nogle af de gaveflasker, der lå på sekretærernes hylder. De holdt i hvert fald ikke to meters afstand, men så blev det i det mindste lettere for andre at forsøge at gøre det. Klokken var 6.15 og der var stille i lokalet. Astrid kom på benene og med tørklædet foran munden bevægede hun sig rundt om de sovende kroppe uden at kigge for meget på dem.
Spejlet på toilettet afslørede et sørgeligt syn. Størknede mælkepletter på t-shirten, sorte rande under øjnene, udtværet mascara og uglet hår. Hun var nødt til at malke lidt mælk ud, men ikke mere end at det forhåbentlig snart ville stoppe med at dannes. Håndspritbeholderen var væk fra håndvasken. Der var ikke andet at gøre end at vaske hænder og ansigt med håndsæbe fra automaten på væggen.
Hun gik ud i køkkenet, hvor der heldigvis stadig var kaffe. Mens koppen blev fyldt, stillede hun sig og kiggede ud ad vinduet. Parkeringspladsen var fyldt med biler. På den anden side af hegnet lå en normalt befærdet vej, hvor der nu kun passerede enkelte hvide varevogne. En gang i mellem standsede de, og ud kom figurer i sterile dragter og samlede noget op. Åh gud, det gik pludselig op for Astrid, hvad de samlede op. Det var døde kroppe, som lå spredt på fortove, midt i fodgængerfelter og halvt siddende på bænke ved busstoppesteder. Astrid kiggede op mod vinduets overkant, hvor en lille ventilationskanal stod åben. Hun skyndte sig at skubbe den til. Hvad var det dog, der skete? Hvor længe skulle det vare? Der var ikke noget at se i luften eller på huse, biler og andre overflader. Faktisk lignede det en flot forårsdag derude.
Kontorlokalet var måske 90 kvadratmeter, dertil kom to mødelokaler, et tekøkken og et toiletrum med fire toiletter i alt. De var 31 på arbejde, og Astrid så for sig, hvordan de skulle gå rundt i et menneskeligt spil Tetris, som gik ud på at holde afstand. I nat havde stemningen nærmest været høj og surrealistisk blandt dem, som havde sat sig i den modsatte ende af lokalet. Jokes om at slippe for at komme hjem til besværlige børn og partnere blev grovere og grovere, i takt med at flere flasker rødvin blev åbnet.
Ditte kom til syne i døren til tekøkkenet. ”Kom, du skal lige se, hvad der står på skærmen nu!” Hun prøvede at se opmuntrende ud, men det var tydeligt, at hun også var bange. Astrid fik dårlig samvittighed over at have tænkt mest på sig selv. Hun havde trods alt sin mand og datter i et aflukket hus derhjemme. Ditte boede alene og havde sit barn i maven. Astrid fulgte efter hende tilbage til kontoret. På infoskærmen indenfor indgangen stod nu følgende besked:
”Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vi har haft det første dødsfald i bygningen. Det drejer sig om indkøbskoordinator Mikkel Frederiksen. Vores dybeste medfølelse går til hans familie. Rent praktisk betyder det, at forseglingen på indgangen kortvarigt vil blive brudt, så han kan blive kørt væk. Hans tre nærmeste kolleger er i skærpet isolation og må ikke forlade afdelingens mødelokale. Situationen er dybt alvorlig, og vi kan ikke gøre andet end at forsøge at undgå smitte. Det sikreste sted at opholde sig er stadig indendørs, men vi må tage sikkerhedsafstanden til hinanden yderst alvorligt. Følg med i nyhedernes dækning af seneste udvikling om de uforklarlige dødsfald. Vi håber på en snarlig normalisering.”
Denne meddelelse var underskrevet af den øverste direktør. Alle rykkede uvilkårligt længere væk fra hinanden. Men det betød, at de kom tættere på andre. Det eneste at gøre var at rykke tilbage på sin kontorstol. Stemningen var knuget og desperat. Fra de enkelte computerskærme, der efterhånden var tændt, kunne man se Breaking News om enorme dødstal på gaderne i alle større byer i Europa.
Henrik kom ind i kontoret med en forseglet kasse med morgenmad. Der var stadig mad til alle, men rationerne var allerede blevet mindre siden i går. Ingen turde gætte på, hvor længe der ville være mad nok fra kantinens lagre. Der var en lille bakke med et rundstykke og en portionspakke med smør til hver. Ingen pålæg. Henrik samlede alle på kontoret igen og forsøgte at mane til ro. Der var forståelse for, at arbejdet ikke kunne udføres på normal vis i den akutte situation, men det var samtidig nødvendigt at indskærpe, at de gældende regler for alkohol på arbejdspladsen blev overholdt.
Astrid rystede stille på hovedet. Henrik havde været en af de første til at åbne rødvin i aftes – og nu stod han der og spillede vigtig og ansvarlig. Hun mærkede panikken sprede sig i hele kroppen. Der var jo ikke en voksen til stede, så hvordan skulle det hele ende? Og hvornår? Isolationen på arbejdspladsen kunne have været et sjovt psykologisk eksperiment, hvis det for eksempel varede en uge, men uvisheden om hvor længe, der ville gå, var uvirkelig og så uhyggelig, at det var umuligt at dvæle ved tanken særligt længe ad gangen. Hun satte sig foran sin skærm og fulgte en live opdatering af situationen fra TV2. Der måtte da snart være nogen eksperter, der fik løst mysteriet om de mange pludselige dødsfald, så verden kunne blive normal igen.
Der lød et skrig fra Ditte, som sad ved et bord bag hende, tæt på vinduet. Noget mørkt var fløjet forbi ruden, og hun var fløjet hen til vinduet. På jorden lå en ung livløs kvinde. Hun havde arbejdet i samme team som den afdøde Mikkel Frederiksen. Men var hun blevet skubbet ud af mødelokalets vindue på etagen over dem, eller var hun hoppet selv? Astrid kunne ikke være i sin egen krop, hun havde den største lyst til at lægge armen om Dittes skuldre, men kunne kun række armen ud mod hende og forsikre hende om, hvor meget hellere, hun ville have krammet hende – den eneste anden person, hun følte sig nogenlunde tryg ved i denne situation.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *