Der lå en indelukket og ubehagelig lugt over lokalet. Angstens sved og det samme tøj, som alle nu bar på tredjedagen kombineret med den stillestående luft, efter air condition anlægget var slået fra, medvirkede til den kvælende stemning.
”Jeg har hørt, at hun havde en affære med Mikkel, så de andre har været bange for hende. Der er to andre i det team, og de er nogle store veltrænede typer. Jeg tror, de skubbede hende ud,” sagde en af studentermedhjælperne, da en gruppe stod og læste den nyeste besked på informationsskærmen fra virksomhedens direktion:
”Vi har haft endnu et tragisk dødsfald i indkøbsafdelingen. Malene Ellen Andersen er blevet kørt bort til obduktion på hospitalet. Vi kan ikke fastslå den endelige dødsårsag. Vores tanker er hos de efterladte i hendes familie.
Vi har endnu ingen meldinger om, hvor længe vi skal holde os i bygningen, men alle sundhedsmyndigheder arbejder på højtryk med at finde årsagen til den akut dødelige sygdom, som primært optræder udendørs i større byer. Der arbejdes ud fra en tese om, at der er en sammenhæng mellem luftforurening og sygdomsfrembrud.
Med hensyn til forsyningerne til vores egen virksomhed, så er kantinepersonalet meget tæt på at have forbrugt lagerbeholdningen af madvarer. Myndighederne arbejder på uddeling af mad i samarbejde med landets store supermarkedskæder. Der vil dog i første omgang være fokus på indespærrede på sygehuse, plejehjem, daginstitutioner og skoler. Vi takker for jeres ro og tålmodighed i denne vanskelige situation.”
Henrik stod med en kasse fra kantinen. Hver portion bestod af to stykker knækbrød og en portionspakke med abrikosmarmelade. Hans arme hang tungt ned langs siden, kinderne var indfaldne og dækket af lange skægstubbe.
Virksomheden leverede ingredienser til fødevareindustrien i form af enzymer og melblandinger til især bagerier. Intet af det var tiltænkt direkte som fødevarer, men Astrid kunne se, at de tænkte den samme tanke. Med en enkelt sæk melblanding måtte de kunne lave en form for grød i mikrobølgeovnen i køkkenet. Der var bare det problem, at lageret lå på den modsatte side af parkeringspladsen, kun forbundet med kontorbygningen af en glasgang, som naturligvis var aflåst, ligesom alt andet i bygningen.
”Jeg er virkelig sulten,” sagde Ditte med opgivende stemme. Astrid huskede med et tydeligt den sult, der kunne overmande hende under sin egen graviditet. De måtte gøre noget. Der måtte være en mulighed. Kendte Henrik måske nogle af lagercheferne fra det seneste projekt med effektivisering af produktionen?
Thomas forsikrede hende om, at Vilma var begyndt at spise det store lager af forskellige babymadsprodukter, Astrid havde skaffet i sine utallige forsøg på at interessere sig for andet end amning. Det var en stor lettelse. Thomas skrev ikke om, hvordan han selv klarede sig, men Astrid vidste, at der var mad til i hvert fald en person i en uge i fryseren derhjemme. Også hendes forældre var sikrede i hvert fald en stund endnu, for de boede på landet, hvor moderen altid havde gjort en dyd ud af at være selvforsynende med grønt fra køkkenhaven og havde en fryser, der kunne rumme en halv ko ad gangen.
Det var helt utroligt, så hurtigt en helt vanvittig situation var blevet en slags ny normal. Når hun kiggede ud over kontoret, var der en slags lejrskolestemning i kundeservice. Ikke alle overholdt de to meters afstand til hinanden, men så var der i det mindste bedre plads i den anden ende af kontoret, hvor hver enkelt havde indrettet sig med jakker, tørklæder og selv musemåtter som interimistiske sovepladser på gulvet. I dagtimerne sad de mest ved hver deres pc og fulgte nyhedsstrømmen med de drabelige billeder af dødsfald på gaden i storbyer over hele verden.
En gang i mellem holdt regeringen pressemøder, hvor statsministeren manede til ro og tålmodighed. Man var mere og mere sikker på, at sygdommen fremkom i samspil mellem bestemte immundefekter hos de døde og graden af partikelforurening i luften. I og med at luften hastigt blev mindre forurenet i denne stilstandsperiode, ville man snart begynde at kanalisere de mest sårbare grupper hjem fra de steder, de var strandet.
Der var stort set ingen sygdomsperiode og endnu ingen overlevende blandt de ramte. De var ganske enkelt døde få minutter efter, deres immunforsvar blev angrebet. Derfor indskærpede statsministeren samtidig situationens alvor og takkede for tålmodigheden i den aktuelle kritiske situation.
Tiden flød sammen, og det blev vanskeligere at kende forskel på morgen, dag, aften og nat. De hvide varevogne og mænd og kvinder i sterile dragter kørte stadig rundt og sprøjtede desinficerende middel på alle synlige overflader. Bare de dog gjorde klar til, at verden snart kunne blive normal igen.
Pludselig kunne Astrid høre håndgemæng ude fra gangen på den anden side af den aflåste dør. Der hvor Henrik hentede de sterile madkasser. Da han kom ind igen så han forslået og helt fortabt ud. Han havde ikke nogen kasse med. ”Det var en fra Teknisk Service, der var sluppet. Han overmandede den kantinedame, der kom med maden. Han løb med vores mad!”
Tog det virkelig kun tre dage at miste al civilisation og omtanke for hinanden på en arbejdsplads? Havde de andre rent faktisk skubbet Malene ud ad vinduet fra indkøbsafdelingen af frygt for, at hun var smittebærende? Nu forlød det jo, at dødsårsagen primært fandtes udendørs. Var alle kun sig selv nærmest, når de var usikre og sultne? Astrid mærkede en vrede stige op i sig. Skulle Teknisk Service sidde og mæske sig i de få krummer, der var tiltænkt hendes egen afdeling? De var højst 10 personer ansat dernede.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *