Astrid holdt sig for næsen og gik ud på toilettet. Der var mørke rander i håndvasken og selve toilettet havde spor af afføring under vandskorpen og indvendigt i kummen. Alt bar tydeligt præg af mange menneskers brug uden rengøring, nu på fjerde dag. Hun greb toiletbørsten i en blanding af hidsighed og afmagt og skrubbede løs. Hun havde ondt i hovedet, kvalme og lyst til at råbe og skrige. Der var bare stadig en kerne af høflig flinkeskole, som forhindrede hende i at miste besindelsen helt, her hvor alle kolleger kunne se og høre hende. Hun stirrede i spejlet, ignorerede de sorte rande under øjnene og gentog for sig selv: ”Der kommer en normal hverdag efter dette, der kommer en normal hverdag efter dette.”
Det var stadig meget tidlig morgen, og de fleste sov eller hvilede på hver deres pladser. Der var næsten ikke mere kaffe i køkkenet, så hun fyldte sin kop med koldt vand fra hanen. Prøvede at finde og fokusere på de gode ting ved situationen. Hun havde adgang til vand, de havde fået nye skrabede madforsyninger senere på dagen i går, ingen i hendes nærmeste familie eller vennekreds var døde og derhjemme havde Thomas forsikret hende, at han og Vilma havde en slags hverdag midt i alt det, der på ingen måde lignede den hverdag nogen af dem kendte.
Ditte var begyndt at kaste op. Om det var angst, sult, graviditet eller almindelig omgangssyge vidste hun ikke, men hun tilbragte meget af tiden på det ene af toiletterne. Astrid følte en stærk trang til at gøre noget for hende. Ikke kun af godhed, men fordi hun følte, at hun ville blive vanvittig, hvis hun ikke snart fik et formål at arbejde hen i mod. Alle de almindelige arbejdsopgaver var for længst gået fløjten. Der var ingen produktion, ingen varer ud og ind af virksomheden og dermed ingen heller ingen analyser, der skulle foretages og ikke nogen kvalitetsrapporter, der skulle skrives.
Hun stirrede over mod lageret på den anden side af parkeringspladsen. Hun stirrede på glasgangen, som forbandt de to bygninger. Den lå mørk og øde hen. Under loftet i gangen løb to store ventilationsrør. Da var det, at en idé slog ned i hende. Det fik hende næsten til at fnise, at inspirationen kom fra Toy Story 2, hvor det levende legetøj benytter en bygnings ventilationssystem til at få adgang til deres ven. Astrid var lille og slank. Der måtte være en adgang til de rør et sted i dette kontor. Måske i gangen ude ved toiletterne? Alene tanken om at gøre noget, sendte et adrenalinsus igennem hendes krop. Pludselig kom hun i tanker om, at der lå et sæt træningstøj fra DHL-løb i nederste skuffe. Hun tog tøjet med ud på toilettet. Det var vigtigt, at hun fyldte så lidt som muligt inde i røret. Træningstøjet strammede lidt, og den stadig løse mavedelle fra graviditeten trådte tydeligt frem. Det var der ikke tid til at tænke på. Hun lagde sin telefon i den lille lynlåslomme bag på bukserne.
Ude i mellemgangen var der ganske rigtigt en loftslem. Og i hjørnet af køkkenet stod en trappestige. Astrid havde ikke lyst til at involvere flere i sine planer end højst nødvendigt. Hun skrev en hurtig tekstbesked til Ditte om at komme og fjerne hendes tøj, lukke loftlemmen til og stille stigen på plads. Så slukkede for telefonens lyd, kravlede op og skubbede forsigtigt loftlemmen til side. Der dryssede et fint lag støv og puds ned på hendes ansigt og gulvet under hende. Hun tog en dyb indånding, kravlede op i røret og lagde sig på maven. Der var måske 15 cm over hendes hoved, når hun lå fladt. Nu gjaldt det om at holde hovedet koldt og bevare retningssansen. Der måtte komme et sving til venstre efter kort tid. Det ville føre hende ud på den lange glasgang over mod lagerbygningen. Hun lyste frem for sig med telefonen og kunne ganske rigtigt se røret dele sig i et slags T-kryds lidt længere fremme. Hun løftede ansigtet præcist på meget, at hun kunne krybe frem på albuer og mave.
Efter venstresvinget blev det koldere inde i røret. Det kunne svare til, at der altid var koldt i glasgangen om morgenen, indtil solen fik overtaget, og det til gengæld blev meget varmt. Hun følte, at hun kravlede i en evighed. De eneste lyde var hendes egne bevægelser og efterhånden tungere og tungere åndedræt. Ikke lade sig gribe af panik, bare svømme, bare svømme. Denne gang var det et citat fra Find Nemo, der hjalp hende gennem krisen. Hun fnisede igen næsten af, hvad det var, hendes hjerne fandt frem i en presset situation.
Luften blev varmere omkring hende igen – eller var det bare fordi, hun svedte? Nej, tavsheden lød os på en anden måde. Som om hun nu befandt sig over et mindre rum. Hun begyndte at lyse rundt om sig med telefonen. Var der en nedgang et sted? Hun kunne ikke se nogen. Hun krøb lidt længere frem og følte panikken sprede sig. Hvad nu, hvis hun skulle dø af iltmangel her i sit tåbelige forsøg på at spille heroisk veninde? Hun lagde sig ned og forsøgte at få ro på sin vejrtrækning. Der måtte være masser af ilt, og røret var vel heller ikke fuldstændig lufttæt. Ved en kraftanstrengelse afværgede hun panikanfaldet og krøb nogle flere meter frem. Endelig mærkede hun en ændring i underlaget. Lyset fra telefonen afslørede et lidt bredere og fladt stykke med en firkant i midten. En lem! Desperat kæmpede hun med at få løftet den op fra sin ramme, uden samtidig at lave for meget støj. Hun anede hverken hvad eller hvem, hun ville møde, når hun kom ud af ventilationsrøret.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *