Astrid kunne se det svage dagslys i en lille mellemgang, som lignede den, hun var kravlet op fra. Der var ingen mennesker at se eller lyde at høre. Hendes ben rystede, da hun stak dem ned gennem åbningen. Hun prøvede at fire sig langsomt ned i armene, men det blev i stedet til et lidt klodset fald, hvor hun dog landede på fødderne og gav efter i knæene. Hun var en i mellemgang med toiletter til den ene side og en dør indtil lageret foran sig. Den måtte ikke være låst! Kunne ikke være låst. De ansatte her skulle vel også have adgang til toiletter.
Hun trykkede forsigtigt dørhåndtaget ned. Døren var låst! Panikken steg op i hende igen. Hurtigt kiggede hun ud på toiletterne. De stod urørte og rene. Der måtte være andre toiletter på lageret. Hun magtede ikke tanken om at klatre op i det trange ventilationsrør igen. Hun satte sig ned på gulvet, lukkede øjnene og prøvede at tvinge sin hjerne til at tænke rationelt.
Den velkendte sms-lyd afbrød den lette døs, hun var faldet hen i på badeværelsesgulvet. Det var Ditte, der skrev: ”Hvad tænker du på? Skøre skid. Jeg har stillet stigen på plads, men Henrik har spurgt, om nogen ved, hvor du er. Jeg har selvfølgelig svaret, at jeg ikke ved det. Lad nu være med at gøre noget dumt ikke?”
Ditte havde ret. Det var helt og aldeles dumt, farefuldt og nu også formålsløst at have begivet sig ud på hvad hun troede ville blive en heltegerning. Hun havde set for sig, hvordan hun ville skubbe en sæk melblanding tilbage foran sig i ventilationsrøret. Hun ville være blevet modtaget med klapsalver i sin vision. Hun ville have afværget dem, mens hun målrettet gik mod tekøkkenet, blandede melblandingen med vand i et kaffekrus, tilberedte det i mikroovnen og serverede den første portion for Ditte. Nu sad hun i stedet her.
”Undskyld, jeg håber ikke, han tror du lyver om mig,” var det eneste, hun kunne finde på at skrive.
Der blev stille en stund, og Astrid faldt lidt hen igen. Dag og nat var vendt op og ned, og hun havde mistet fornemmelsen af tid. Pludselig gik døren op til det toilet, hvor hun sad på gulvet. Det havde ikke virket nødvendigt at låse. En lagermedarbejder trådte ind, greb fat i hende og spurgte bekymret:
”Har du været spærret inde her?”
”Nej nej, jeg… Men hvordan er du kommet herind?!”
”Så du har ikke hørt det? De har åbnet dørene mellem afdelingerne nu. Vi må stadig ikke gå udenfor, men vi må bevæge os rundt i bygningerne. Kom og se på skærmen.”
Astrid fulgte efter og håbede, at manden glemte at spørge mere til, hvordan hun var havnet der, og at han ikke så den åbne lem i ventilationsrøret i mellemgangens loft. Hun gik med ind i lagerlokalet, hvortil døren nu var låst op. Der stod en flok medarbejdere og flokkedes om nyheden på skærmen. Her havde ingen sin egen pc.
”Eftersom der ikke er sket uforklarlige dødsfald indendørs i de fem dage, alle danskerne nu har været isoleret i hjemmene, på arbejdspladser, restaurationer, institutioner og butikker, har vi her i virksomheden konkluderet, at de uforklarlige dødsfald skyldes smitte fra person til person. Vi lemper derfor kravet om to meters afstand og åbner dørene mellem afdelingerne. Det skal indskærpes, at I stadig ikke må gøre forsøg på at komme udenfor, ligesom der vil blive slået hårdt ned på dem, som forsøger at tilrane sig mere mad end den tildelte ration. Tak for jeres tålmodighed.”
Efter den lange indespærring føltes virksomheden pludselig som hele verden. Astrid havde knap nok læst beskeden fra direktionen færdig, før hun styrtede ud på glasgangen og ræsede tilbage mod sin egen afdeling. Det tog under et halvt minut, selv om tilbagelægningen af samme strækning i ventilationsrøret havde føltes som timer. I stedet for at gå ind i afdelingen, tog hun spurten frem og tilbage en gang til, inden hun gik ind til sin egen plads. Overalt myldrede alle rundt og var på vej i alle retninger. Bare væk fra det samme sted, som de havde opholdt sig alt for længe. Hun fik øje på Ditte, som endelig kunne få det længe savnede kram. Astrid glemte helt at være sulten, så høj var hun af den uventede frihed.
Kantinen serverede store portioner af den grød, Astrid selv havde forestillet sig at fremstille – og alle virkede eksalterede over at have fået lov at slippe fri. Kun to personer krøb langs væggene. Det var Mikkel og Malenes to nærmeste kolleger fra indkøbsafdelingen. Var det dem, der havde skubbet Malene ud i frygt for, at hun led af en dødelig og smitsom virus? Eller var hun selv sprunget i et overmenneskeligt ønske om at beskytte sine kolleger mod en sygdom, som hun frygtede at bære?


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *