Lørdag formiddag mindede virksomheden om en højskole. I konferencesalen blev der streamet film fra Netflix på det store lærred og i kantinens køkken var der kommet friske øjne på mulig udnyttelse af konserves og melblanding. Ansatte gik rundt mellem hinanden i krøllet og svedplettet tøj, mændene med lange skægstubbe og alle efterhånden med fedtet og uredt hår. Det mest påfaldende var, hvordan alle havde indrettet deres egen lille kontorplads med deres få personlige ejendele. Billeder tæt på et leje af dynejakker og tørklæder, der tjente som senge på gulvet. Lager- og produktionsfolk havde fundet ud af at anvende melsække til tæpper og dyner. Overfladen var ru og kradsede, men gav en smule varme og fornemmelse af beskyttelse om natten.
Midt på dagen kaldte direktionen til samling for første gang siden indespærringen trådte i kraft. Den øverste direktør var tydeligt berørt, da han talte til alle. På mystisk vis var han ulasteligt klædt i skjorte, slips, jakke og nyvasket hår:
”Det, vi gennemlever, er uden sidestykke i historien. Jeg vil gerne rose alles indsats for at bevare roen i denne højst usædvanlige og uforudsete situation. Som I måske har set i nyhederne, så sker der nu hjemtransporter af de mest udsatte i vores samfund. Børn og personale i daginstitutioner og skoler samt personale på sygehuse og plejehjem står først i køen. Det vil ske meget langsomt og under nøje overvågning. Man er bange for at påvirke partikelforureningen så meget, at vi vil se flere pludselige dødsfald. Derfor må vi huske, at vi er sunde og raske i denne sammenhæng og vente tålmodigt på, at vi får løst problematikken og får normale tilstande igen.”
Ikke et ord om de afdøde fra indkøbsafdelingen. Hvad var det, han fejede ind under gulvtæppet? Der ville kun komme endnu mere snak og rygter, hvis der ikke blev sagt noget. Direktøren måtte da vide, hvordan Malene døde? Hvordan de skulle blive mætte, hvornår de kunne komme i bad, ja selv hvornår de kunne komme hjem til deres familier blev uden betydning i forhold til dette spørgsmål: Gik de alle rundt med en eller to mordere iblandt sig? Og hvad kunne de i så fald ellers finde på i denne pressede situation?
Hun skævede til Malenes to nærmeste kolleger. De så jagede ud og holdt sig mest for sig selv i et tillukket mødelokale. Det var tydeligt, at de følte sig dømt af flertallet. Hvis Astrid virkelig strakte sin rummelighed, kunne hun godt se deres dilemma, selv hvis Malene selv var sprunget. De havde været isoleret i det samme lille mødelokale, og var hun rent faktisk selv sprunget ud, ville de være plagede af ikke at have forhindret hende i at gøre det. Astrid besluttede sig for at holde lav profil, indtil det forhåbentligt snart blev tilladt politiet at komme ind og lave afhøringer og efterforske dødsfaldet. Forhåbentlig var retsstaten ikke sat ud af kraft selv i denne vanvittige situation.
Astrid var det meste af tiden i en tilstand af afstandtagen til hele det absurde scenarie, hun gik rundt i. Hun fulgte konstant med i nyheder og havde hørt de samme utrolige dødstal fra hele den vestlige verden så mange gange, at hun ikke længere tog dem ind. Hun holdt alligevel hjernen beskæftiget ved at se det igen og igen. For faldt hun i staver, kom de triste tanker og det sønderrivende savn efter sin familie derhjemme. Lige inden natten, mærkede hun savnet mest intenst.
Efter samlingen facetimede hun til Thomas derhjemme. Hun kunne se, at han nu havde fået en bekymret fure i panden, selv om han prøvede at lyde opmuntrende. Vilma vågnede i baggrunden og han tog hende på skødet. Hun rakte ud efter Astrid på skærmen og kiggede spørgende på sin far. Mette mærkede en tåre løsne sig i øjenkrogen. Hun pudsede næse og smilede tappert til sin datter. Vilma svarede ved begejstret at feje alt legetøj på skrivebordet på gulvet i et forsøg på at lægge armene om halsen på sin mor. Skærmen blev mørk. Thomas var nødt til at afbryde, da Vilma var sulten. Han forsikrede, at de stadig havde mad og at hun spiste.
Men hvorfor måtte Astrid ikke se hende spise? Og var hendes kinder ikke blevet lidt mindre runde, siden hun sidst så sin datter? For slet ikke at nævne Thomas, der i forvejen var slank. Var hans kinder indsunkne?
Astrid blev brat afbrudt i sine tanker, da Ditte råbte på hende fra sin plads. Hun styrtede hen til hende. Ditte rejste sig besværet og pegede på en sø af vand på sin kontorstol. Hun havde et vildt og panisk udtryk i øjnene.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *