Jordemoderen talte beroligende fra sin side af skærmen, mens Astrid gik rundt om hende med en iPad og filmede Ditte. ”Alt ser fint ud herfra. Der kan gå mange timer endnu, så prøv om Ditte kan få noget hvile, inden veerne går i gang.”
Astrid kunne kun tænke på alle de ting, jordemoderen ikke kunne se. Hvordan Dittes hjerte hamrede afsted, hvordan hun skiftevis frøs og svedte, hvor sulten og samtidig forkvalmet hun var, og ikke mindst hvor bange hun var for fødslen under disse vilkår. Hun havde været nervøs for den i forvejen. Men Astrid måtte ikke lade uroen forplante sig hos sig selv.
Det værste var faktisk, at der absolut ingenting skete. Sekunder blev til minutter, og minutter blev til timer. Astrid kunne ikke koncentrere sig om andet end at spille spil på sin telefon, mens hun ind imellem gav Ditte vand, kiks eller sendte hende et beroligende smil.
En nyhedsudsendelse kørte i baggrunden med de efterhånden nærmest hverdagsagtige billeder fra hospitaler fyldt med indbragte døde til obduktion og det gruopvækkende syn af lagerhaller og skøjtebaner, der var taget i brug som alternativ til kapeller, der ikke kunne rumme flere døde. Det virkede ikke engang særlig mærkeligt længere, at reportere fra nyhederne bar åndedrætsværn og beskyttelsesmasker, når de var udendørs.
Der blev varslet et nyt pressemøde med sundheds- og statsministeren senere samme dag. Straks flød facebook over med teorier og rygter om, hvad der ville blive sagt. Det var efterhånden tydeligt for alle, at situationen var uholdbar. Fødevareforsyningen var jo gået helt i stå, og lagre opbrugte rundt omkring. Kritisk syge mennesker fik ikke pleje i hjemmene, lægepraksis var lukkede, så ingen sendte alvorligt syge patienter videre til indlæggelse. Patienter, som sad i venteværelset ved nedlukningen, havde ganske vist haft adgang til lægehjælp, men ikke til hverken ordentlig overnatning eller mad.
Myndighederne var gået i gang med at flytte de mest kritisk syge eller sårbare borgere og medarbejdere, som havde arbejdet i døgndrift på hospitalerne, men det var en langsommelig proces, fordi man ikke ville risikere at iværksætte ny partikelforurening. Transporten skete udelukkende i elbiler og busser, og dem var der kun begrænsede mængder til rådighed af.
Astrid fik en fremtidsvison af en ren og enkel verden, hvor benzin, olie og diesel var forbudt, livet blev levet i det nære samfund, og man spiste det, man kunne dyrke lokalt. Det var umuligt at få alle parametre med i dette regnestykke. Hvad skulle familier leve af, hvor skulle pengene komme fra, og hvad skulle man arbejde med?
Hendes tanker blev brat afbrudt, da Ditte greb hendes hånd og klemte hårdt.
”AV, av av av av av!” sukkede hun og trak hele kroppen sammen i smerte, mens den første rigtige ve bølgede ind over hende. I fællesskab med Karen, fik de rullet Ditte om på siden, så de kunne stryge hende over lænden. Det så ud til at gøre ondt, lige meget hvad de gjorde. Så aftog veen, og hun slappede af igen. Karen var allerede i gang med stopuret og lignede en rutineret fødselsekspert. Jordemoderen i den anden ende beroligede fortsat med, at alt så fint ud. Men hun kunne jo ikke vide noget som helst.
Dagen skred frem i en uvirkelig tåge med tiltagende veer og kortere pauser mellem dem. Karin var instrueret af jordemoderen i at undersøge Ditte indvendigt med en lang laboratoriehandske på. Astrid var bare glad for, at hun ikke fik den opgave. Livmoderhalsen var udslettet. Presseveerne gik i gang samtidig med pressemødet med stats- og sundhedsministeren.
Ditte skreg af udmattelse og smerte, mens Karin og Astrid opmuntrede så godt som muligt. Der var ikke lange pauser mellem veerne, og jordemoderen ville have Ditte til at holde igen med at presse og Karin til at tage imod barnets hoved på en måde, der minimerede risikoen for bristning. De turde ikke tænke så langt, men ingen af dem havde hverken remedier til eller mod på at sy Ditte, hvis det skulle blive nødvendigt.
Klokken fire minutter i otte om aftenen, kunne de ikke trække fødslen mere ud. Med Dittes sidste krampetrækninger kom en fin og velskabt pige ud. De græd alle, da hun blev lagt på den nybagte mors mave. Astrid glemte alt om at tænke på moderkage og navlesnor, men også her fik Karin kyndig vejledning af jordemoderen. Et lille mirakel var født midt i denne undtagelsestilstand.
Ingen af dem havde opfattet et ord af pressemødet. Den ildevarslende konklusion havde været, at der mindst ville gå endnu en uge, før turen kom til at lukke sunde og raske mennesker ud af de steder, de var forsamlet i.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *