Først da den nyfødte lå roligt ved sin mors bryst, indpakket i sin mors jakke og med en slags ble konstrueret af papirlommetørklæder og pakketape, kunne Astrid igen tænke på sin egen situation og familien derhjemme. Hun forsikrede Ditte, at hun ville vende tilbage, så snart hun havde talt med Thomas.
Tilbage på kontoret herskede der en vekslen mellem desperat og opgivende stemning. Den dårlige stemning ramte hende som en mur, efter hun lige havde været vide til det lille mirakel i laboratoriet. Ingen tog notits af, at hun kom tilbage, men alle havde øjne og ører rettet mod var en ophidset diskussion i en gruppe af projektledere:
”Jeg VED, at jeg efterlod en dåse torskerogn fra sidste ration lige her på mit bord, inden jeg gik på toilettet, og nu er den væk! Det dur bare ikke, hvis vi ikke længere kan stole på hinanden. Så kom nu bare, hvem der end har taget den, så stil den tilbage NU, så lover jeg, at jeg ikke gør mere ud af det,” råbte Henrik.
”Du skulle nødigt snakke! Jeg ved, at du brugte det sidste toiletpapir, EFTER vi fik besked på at spare på det. Der var masser tilbage, før du var på toilettet,” svarede Mads, som normalt var en af Henriks bedste venner.
Det var til at blive sindssyg af at høre på. Alle var sultne, udmattede og pressede, men hvad skulle det hjælpe at begynde at råbe? Hun gik hen til gruppen uden at tænke videre over det. Nu skulle de have tingene sat i perspektiv:
”Mens I står her og hidser jer op over en dåse torskerogn, så har en af jeres kolleger lige født en lille pige oppe i laboratoriet. Uden jordemoder, uden sygehus, uden smertestillende eller ordentlig mad for den sags skyld. Måske skulle I bruge jeres energi på at gå forbi og sige tillykke fra afdelingen, i stedet for?
De blev stille. Kiggede flovt ned i gulvet og mumlede for sig selv, uden at se på hinanden. Astrid skred tilbage på sin egen plads, værdig som en dronning, der lige havde sat et par smådrenge på plads. Hun så Henrik forsvinde i retning mod laboratoriet. Så satte hun sig endelig for at ringe hjem.
Thomas kunne ikke længere skjule sin bekymring. I medierne var der tale om, at småbørnsfamilier snart kunne få leveret fødevarer, men hvordan og af hvem var endnu uklart. Han havde spist ærter og gulerødder fra køkkenhaven, og der var stadig babymad, men det begyndte at tynde ud i lageret. Snart var han nødt til at finde en løsning, hvis ikke Vilma skulle sulte.
”Hvad mener du med at finde en løsning?” spurgte Astrid uroligt.
”Altså jeg har hørt, at folk sniger sig ud om natten og bryder ind på lagre og i butikker. Det er lovløst land.”
”Men det er jo farligt at bevæge sig ud!”
”Nu er det efterhånden mange dage siden, nogen har mistet livet. Alt står jo stille, så der er næsten ingen forurening i luften. Hvad skulle der kunne ske?”
”Jeg kan bare virkelig ikke lide tanken om det, så længe man ikke ved præcist, hvad der var grunden til alle de dødsfald? Det med forureningen var jo bare en teori?”
”Men vil du hellere have, at vi dør af sult, end at jeg tager chancen?”
Astrid blev stille, mens hun tænkte.
”Hvad forestiller du dig med Vilma, hvis du går ud om natten?”
Hun kunne høre, at Thomas anstrengte sig, for at lyde både pædagogisk, fornuftig og rolig. Hun hadede, når han blev belærende overfor hende.
”Vilma sover igennem om natten, efter hun ikke bliver ammet mere. Det har hun faktisk gjort i en uge nu.”
Astrid måtte synke en klump over, at hun ikke engang havde været en del af denne afvænningsproces.
”Men hvis hun nu vågner alligevel?”
”Vil du hellere have, at hun sulter?”
Astrid kunne pludselig ikke overskue at fortælle Thomas om Dittes fødsel. Det var som om, at alle andre mennesker var blevet egoistiske og kortluntede. Stemningen var dårlig mellem dem, da de afsluttede samtalen, og Astrids humør var helt i bund. Hun lagde hovedet på skrivebordet foran sig og forsøgte at få hvile ovenpå de mange anspændte timer.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *