Klokken 10 ringede Thomas endelig. Astrid mærkede et sug i maven, da hun tog telefonen.
”Åh jeg har sovet indtil nu, det er jo sommertid, så det er vel ikke så mærkeligt?” var hans eneste reaktion på hendes bekymring.
Hun havde ikke skænket sommertid en tanke. Tid var ikke længere noget, hun lagde mærke til, og det kunne lige så vel være lørdag som onsdag i hendes hoved. Alligevel var hun rasende over, at han ikke havde tænkt på at give lyd efter sin natlige udflugt.
”Jamen det gik jo fint, som jeg regnede med. Der var ikke meget på hylderne, men nu har vi babymad igen og bleer og noget mel, jeg kan bage brød af.”
”Så har du ikke læst nyheder? Der er blevet anholdt en masse mennesker, som har gjort det samme som dig. Det går simpelt hen ikke – du er nødt til at love mig, at det var den eneste gang. Der må jo komme en løsning, de kan jo ikke lade folk ligge og dø af sult.”
Det var tydeligt, at Thomas var irriteret over hendes utilfredshed, nu hvor han lige følte sig heltemodig efter sin farefulde færd ud i samfundet. Hun opbød sin største velvilje og spurgte, hvordan det så var derude.
”Der er nærmest renere luft nu, hvor alt står stille. Jeg tror ikke, at det er en skid farligt længere. Faktisk har jeg hørt, at de snart åbner for, at man må gå ud i en time ad gangen, bare man ikke bruger motorkøretøjer, motorplæneklippere og den slags. Det hele er opstået af, at luftens grænse for at kunne optage forurening var nået.”
”Det er jo din egen teori. Og det er da også vanvittigt nok, hvis det er sandt. Hvordan skal samfundet så komme i gang igen?”
”Så må vi jo køre i elbiler og holde op med at flyve og sejle, det er vel ikke en umulig opgave,” insisterede han.
Det var som om, han ikke ville tage faren alvorligt. Eller ville trøste hende som et lille barn. Det var vildt irriterende. Endnu en samtale blev afsluttet i dårlig stemning.
Hun stirrede ud ad kontorvinduet, hvor hun nu kunne se, at kriminalteknikerne bevægede sig fra en elbil og ind til bygningen uden hverken mundbind eller anden beskyttelse. Måske havde Thomas ret i, at problemet alene havde handlet om luftforurening? Hvorfor kunne alle så ikke få lov at komme ud, inden de blev skingrende skøre?
Hun gik op i laboratoriet, hvor Ditte stadig opholdt sig med sin nyfødte datter. Det var imponerende og satte hele situationen i perspektiv, at der var et lille nyt liv her, som så ud til at klare sig. Laboranterne fremstillede bedre og bedre bleer af papirservietter, sterilt vat og pakketape. Den lille pige havde stadig ikke noget tøj, men var svøbt i jakker og tørklæder tæt ved sin mors varme det meste af tiden. De var kun adskilt, når Ditte forsigtigt lagde det sovende barn fra sig og gik på toilettet. Hun så træt, men også lykkelig og taknemmelig ud. Astrid fik lov at holde den lille bylt, og mærkede savnet til Vilma brutalt tydeligt. Bare der ikke begyndte at komme modermælk igen, som det endelig var lykkedes hende at stoppe.
Astrid mærkede tårerne løbe ned ad kinderne, før hun vidste, at hun græd. Hun var ikke ked af det, men aldrig før havde hun følt sig så lille og magtesløs, samtidig med at hun sad med et lille mirakel i armene. Ditte havde heller ikke rigtig ord for situationen, men fik sagt et stille tak til Astrid, for at have været der under fødslen, og dermed givet håb for, at det hele nok skulle gå.
Inden de faldt helt hen i patetiske følelser, rev en nyhed på informationsskærmen dem tilbage til virkeligheden: ”Da der er fundet fingeraftryk fra både afdøde og de to nærmeste kolleger i vindueskarmen i indkøbsafdelingens mødelokale, vil de to kolleger blive kørt til politistationen til yderligere afhøring. Vi gør opmærksom på, at der stadig ikke er rejst nogen sigtelser i sagen.”


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *