Den næste morgen var der endelig godt nyt i nyhederne. Sundhedsmyndighederne havde nået nogle højst overraskende konklusioner efter at have obduceret næsten alle de dødfundne fra den frygtelig dag, hvor hele verden gik i stå og kun maskerede betjente kørte rundt og samlede lig op fra gaderne. Resultatet var entydigt. Alle de afdøde havde været mænd, mens kvinderne var nået i sikkerhed i deres hjem, på deres arbejdspladser eller havde kastet sig ind i den nærmeste offentlige bygning, hoteller og restauranter rundt omkring, da alle blev beordret indendørs. Dødsfaldene var alle relaterede til partikler fra luftforurening, som havde givet akutte vejrtrækningsproblemer og efterfølgende kvælning hos mænd og drenge. Hvorfor det ikke skete for kvinder stod hen i det uvisse, men faktum var, at ikke en eneste kvinde havde mistet livet af samme årsag, selv om de havde opholdt sig udendørs, da krisen var på sit højeste.
Det betød, at myndighederne nu var klar med første del af en plan, der skulle bringe landet i retning af normalitet igen. Det ville næste dag blive muligt for piger og kvinder at bevæge sig ud i samfundet igen, på betingelse af, at man opfyldte visse regler. Ingen kørsel med benzin- eller dieseldrevne køretøjer, ingen flyrejser ingen færgesejlads og ingen fyring med brændeovn. Så vidt muligt skulle man også undgå fyring med oliefyr. Det var sensommer, og man ville gå i gang med at omlægge fjernvarmeforsyningen til miljøvenlig brændsel, så man kunne være klar inden den kolde tid vendte tilbage.
Godstransport skulle hurtigst muligt flyttes til alternative transportmidler med mere miljøvenlig brændstof, som for eksempel eldrevne biler og tog. Offentlig transport ville kun være tilladt med elbusser og eltog. Ligeledes måtte energikrævende produktion ikke igangsættes, medmindre det var livdsnødvendigt.
Alle kvinder i kontoret søgte hinanden, først med øjnene, så løb de ud midt på gulvet og dansede en sejrsdans. De hujede og råbte og sang, indtil de fik øje på mændene, som stod målløse ved deres arbejdspladser. Nogen stod bare med armene ned langs kroppen og så opgivende ud. Andre reagerede ved at banke hovederne fortvivlet ned i bordene, trampe hårdt ud af lokalet eller simpelt hen råbe deres frustrationer ud.
Astrid overvejede et kort øjeblik, hvordan hun ville have reageret, hvis situationen havde haft modsatte fortegn, så det var mændene, der havde fået lov at bevæge sig ud først. Det gav hende et stik af dårlig samvittighed at have reageret så eksalteret, men omvendt måtte det jo betyde, at mændene formentlig kunne komme ud af isolationen kort tid senere, hvis reglerne blev overholdt og der ikke kom en ny bølge af dødsfald. Så satte hun kursen mod laboratoriet for at fejre den gode nyhed sammen med Ditte og den nyfødte.
På vejen passerede hun den øverste mandlige direktør, som havde et resigneret udtryk i ansigtet. Hun smilede og nikkede høfligt, men måtte undertrykke et fnis, da hun havde passeret ham. Det passede ham tydeligvis ikke, at han måtte blive i denne menneskesump længere end højst nødvendigt.
Mens Astrid sad hos Ditte og den lille pige, kom der en meddelelse om, hvordan man ville organisere udgangen for de kvindelige ansatte, som skulle ske den følgende dag. Dem, som havde en cykel stående, skulle naturligvis cykle hjem. Var man i stand til at gå hjem, var dette at foretrække, eftersom den kollektive trafik ville være stærkt reduceret. Havde man en elbil, blev man opfordret til at organisere sig, så bilerne blev fyldt op med kolleger, som boede længere væk en gå-afstand. Eventuelt kunne man tilbyde at køre flere gange, hvis det blev nødvendigt. Først efter at mændene også var sendt hjem og bygningerne havde gernnemgået en større rengøring, forventede man at vende tilbage til noget, der mindede om normalt arbejdsliv igen.
Almidelige arbejdsdage? Dem havde Astrid ikke skænket en tanke i al den tid, hun kun havde fokuseret på, hvornår hun kunne komme væk fra dette sted. Tanken om at vende tilbage hertil gav hende kvalme. Pludselig slog en anden tanke hende med sikkerhed. Malene fra indkøbsafdelingen kunne ikke have været syg, da hun døde, så hun var ikke sprunget ud ad vinduet for at beskytte sine kolleger. Var hun blevet skubbet eller var hun hoppet selv? Hun håbede ikke, at alle glemte alt om denne sag i rusen over udsigten til frihed.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *