Inden de forlod bygningen, skulle de aflevere eventuelle bilnøgler. En hastelov var blevet gennemført, som ophævede den private ejendomsret over køretøjer på fossile brændstoffer. Det var forventet, at der ville blive vedtaget en økonomisk kompensation, så det blev muligt at erstatte bilen med en elbil, når situationen var stabiliseret. Astrid var ligeglad med sine rettigheder, hun trængte så meget til at komme ud, at hun gladeligt afleverede nøglerne. Hun havde besluttet sig for at gå de små 10 kilometer hjem, efter at hun havde sikret sig, at Ditte og babyen kom med i en kollegas elbil, hvor der var en babystol installeret allerede.
Det føltes som at gå vågen rundt i en drøm, da glasdøren ud til verden endelig gik op. Der var omkring 50 kvinder ansat, som på en gang stormede ud i en smuk sensommerdag. To pedeller fra teknisk afdeling sørgede for at tilbageholde et par mænd, som forsøgte at snige sig med. Mændene havde alle et bittert drag om munden. Det var næsten umenneskeligt, at de skulle blive her, efter at have indsnuset duften af sommerdag udenfor.
Synet af verden udenfor var chokerende. Astrid passerede først et stort indkøbscenter, hvor kvinder og døtre væltede ud af indgangspartiet. Hun fik et kig ind på en kaotisk verden af mænd, der lå eller sad og hang i gangene op ad væggene, nogle apatiske, andre i gang med træningsprogammer på deres telefoner og andre igen, der løb rundt i gangene for at holde kroppen i gang. Overalt flød det med emballage fra de fødevarer, de havde haft adgang til fra supermarkedet i samme center. I hvert fald så længe, der havde været varer på hylderne.
Hun gik videre og kom forbi en skole, hvor kvindelige lærere kom ud med skolepiger, der blev sat på elbusser for at blive kørt hjem til hvad der end ventede dem. Pigerne havde en blanding af angst og forventning malet i ansigterne. Hvad ville de komme hjem til, og hvordan skulle det gå med de brødre, de måtte efterlade på skolen? Andre hoppede rundt på legepladsen i deres nyvundne frihed og var næsten ikke til at få ind i bussen, nu de endelig var fri.
Vuggestuen ved siden af skolen havde fået dispensation fra reglen om at drenge ikke måtte komme ud, da der ofte var så få mandlige ansatte, at det ikke var forsvarligt at efterlade dem med alle drengebørnene. De havde fået udleveret mundbind til alle drengebørnene, som nu blev hentet af deres i kommunens elbiler, der normalt blev brugt af hjemmeplejen. I børnehaven måtte drengene blive tilbage sammen med de mandlige pædagoger og medhjælpere. Astrid gøs ved tanken om, hvordan det ville have været, hvis Vilma var i en daginstitution i stedet for hjemme hos sin far.
Fra en kontorbygning vrimlede det ud med kvinder i samme sørgelige forfatning, som hun selv følte sig i. Håret hang i filtrede klumper, tøjet var krøllet, og nogle havde pletter af menstruationsblod bag på bukserne. Det var der ingen, der tog sig af. Alle havde kurs mod deres hjem, deres badeværelse og et sæt rent tøj. Ingen så meget som forsøgte at se præsentable ud, og der var ingen mænd at gøre sig lækre for.
Det var først tæt op sit eget hjem, at hun fik øje på overskriften på Ekstra Bladets spiseseddel udenfor kiosken. ”To mænd sigtet for vold med døden til følge på arbejdsplads den første dag i nedlukningen.” Hun skyndte sig ind og snuppede et eksemplar af en avis, hun ellers aldrig læste. Hvordan de overhovedet havde båret sig ad med at få en avis på gaden så hurtigt, forstod hun ikke. Mens hun hastigt bladrede frem til uddybelsen af forsidehistorien, bankede hendes hjerte. Med god grund, viste det sig, for historien stammede fra hendes egent arbejdsplads. Det måtte den gøre. ”To mænd fra en mellemstor dansk virksomhed i ingrediens-industrien.” De kunne næsten lige så godt have sat navne på. Tænk hvis de virkelig havde gået rundt blandt mordere i en lukket bygning! Denne situation havde ophævet al sund fornuft.
Nu lå huset foran hende og så underligt uforandret ud, selv om alting var forandret inde i hende og i hele verden omkring hende. Hun låste sig ind og mærkede den velkendte duft af hjem. Thomas kom ud fra køkkenet, tydeligt tyndere og med et par ekstra dybe furer i panden. Ved bordet sad Vilma og smed systematisk sit legetøj på gulvet. Hun kiggede op på Astrid, som var hun en fremmed. Så legede hun videre. Det gjorde ondt i hjertet. Thomas kom endelig på benene og lagde armene rundt om hende. Der var pludselig ingen ord, som kunne bruges i situationen. Tårerne fik frit løb, samtidig med at en sikkerhed for, at alt ville blive godt igen, bredte sig i hele hendes krop.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *