Astrid lænede sig ind over skrivebordet, lukkede øjnene og hvilede panden mod hænderne. Den melding, IT-afdelingen netop havde sendt ud på alle medarbejderes skærme, var for ufattelig til at tage helt ind. Konsekvenserne var uoverstigelige, og alligevel var faren usynlig. Hun spredte fingrene på højre hånd, åbnede det ene øje og læste igen rulleteksten, der løb over skærmen:
”Et udbrud af en hidtil ukendt sygdom spreder sig lige nu i ekstrem voldsom grad overalt i Danmark. Indtil sundhedsmyndighederne har fastslået årsagen til udbruddet og sygdommens smitteveje, skal alle derfor blive hvor de er. Regeringen har i nat vedtaget nødlovgivning, som gør, at virksomheder, offentlige institutioner og boliger kan blive afspærret af et særligt korps, som bærer sterile dragter og kan identificeres med et gyldigt ID udstedt af de statslige sundhedsmyndigheder. Der vil løbende blive fulgt op med nye informationer, både i forhold til nødforsyninger af mad, drikkevarer og tæpper samt hvor lang tid denne isolation forventes at vare. Vi beder om alles tålmodighed og samarbejde i en ekstremt vanskelig situation.”
Meddelelsen var underskrevet af statsminister Søren Mads Ebbesen.
Der faldt en dråbe ned på skrivebordet foran Astrid. Så mærkede hun, at de spændte bryster løb over med mælk. Det var hendes første uge tilbage på arbejdet efter otte måneders barsel, og det var aftalen, at hendes mand Thomas skulle komme forbi med Vilma i frokostpausen, så hun kunne blive ammet lidt endnu. Hun greb sit halstørklæde fra stolen bag sig og lod det hænge ned foran kroppen.
Først nu opfattede hun lydene omkring sig. Hun sad i et åbent kontormiljø med 30 mennesker. De fleste stirrede vantro som hende ind i deres skærme. Dernæst stirrede de lige så vantro på hinanden. Mange sad med deres telefoner og var i gang med at ringe eller talte allerede med deres pårørende. En af studentermedhjælperne i kundeservice hulkede højt. Døren var lukket til direktionsgangen. En flok af især mændene i afdelingen havde forsamlet sig ved infotavlen i den modsatte ende. Der så ud til at stå det samme på denne skærm.
Henrik, hendes nye projektleder, vandrede op og ned ad midtergangen med mobiltelefonen trykket ind mellem skulder og øre, mens han fik større og større røde plamager på halsen. Da han endelig lagde på, råbte han med bævende stemme ud over lokalet:
”Vil I alle komme herned og samles med det samme!” Så knækkede hans stemme, og han fik travlt med at pudse næsen, så det ikke kunne ses, at han var på nippet til at bryde sammen. ”I må ikke stå tættere end to meter fra hinanden!”
Astrid vidste ikke, om hun ikke havde kunnet høre noget før nu, men pludselig råbte og skreg alle i munden på hinanden. Måske havde hun været lammet af chok. Hun havde ikke sagt ét ord højt endnu, men den eneste tanke, der flaksede rundt i hendes hoved, var Vilma. Den store buede pande, smilehullerne, Astrid ikke kunne lade være med at prikke i, når Vilma grinede af, at mor dukkede op igen fra bag en stofble. Duften og det bløde næsten gennemsigtige hår, som på toppen af hovedet kunne samles i en enkelt tot med det mindste af alle hårelastikker.
Henrik havde fået sin stemme under nogenlunde kontrol og skar igennem de andres paniske samtaler:
”Jeg har talt med vores direktion. Vi har for nuværende ikke meget mere information, end den I allerede har fået. Der er tale om en akut spredning af en meget dødelig sygdom, og den eneste måde at isolere smittekilden og dermed standse spredningen, er, at alle bliver præcis hvor de er, og sammen med så få andre mennesker som muligt. Derfor vil vi heller ikke se direktionen. Der er allerede lukket af mod vores naboafdelinger. Kantinen vil stille sterile kasser med mad udenfor døren, så længe de har mad. Det er kun mig, der har lov at hente og fordele maden. I har stadig internet og telefondækning, og I må naturligvis kontakte jeres nærmeste. Ellers forventer vi, at I i videst muligt omfang passer jeres opgaver. Vi vil løbende holde jer orienterede om situationens udvikling. Er der nogen spørgsmål?”
Igen begyndte alle at råbe i munden på hinanden. Astrid kunne ikke skelne lydene fra hinanden. Hendes hænder rystede, og hun kunne mærke knæene blive bløde, som om hun skulle synke sammen lige der. Hun gik tilbage på sin plads og greb sin telefon. Fandt Thomas’ nummer og ringede hjem. Hun kunne høre en glad Vilma i baggrunden, da han tog telefonen. Selv lød han også helt normal.
”Har du ikke hørt det endnu?” hendes egen stemme lød tør og hviskende.
”Hørt hvad? Kan du ikke snakke lidt højere, Vilma larmer lige lidt,” svarede han ubekymret.
”Vi er spærret inde her. Hele landet er spærret inde, og ingen ved hvor længe. Hold Vilma indenfor, indtil de har fundet ud af, hvad det er for en dødelig sygdom, der breder sig derude. Tænd fjernsynet, der må være noget om det.” Astrid kunne pludselig ikke stoppe sin egen talestrøm, som om sandheden først gik op for hende i det øjeblik, hun havde sagt de surrealistiske ord højt. Hun hørte Thomas skramle med fjernbetjeningen. Så hørte hun tv-speakerens eksalterede stemme, som fortalte om store menneskemængder, der faldt døde om på gaden, uden nogen endnu kunne forklare hvorfor.
Situationen var i al din gru ved at gå op for hende: Hun var isoleret på ubestemt tid sammen med 30 mennesker, som hun havde et høfligt, men distanceret forhold til. En hvilken som helst af de andre kunne være bærer af den smitte, som verden udenfor var i gang med at dø af. Den eneste kollega, hun havde et fortroligt forhold til var Ditte, som hun havde set gennem barselsperioden og som nu selv var højgravid. Hun så sig om i lokalet efter Ditte, som netop da kom ud fra køkkenet, svingende med en fyldt kop kaffe i den ene hånd og en stak blokke i den anden, tilsyneladende uden at ane uråd. Hun havde været i kælderen efter materialer, i de tre minutter, hvor verden i kontorlandskabet var komplet forandret. Astrid løb hen imod hende, men bremsede hårdt op tre meter før, de mødtes i et kram. Hun pegede op på skærmen, orkede pludselig ikke at forklare det hele en gang til. Tårerne trillede ned ad hendes kinder og dryppede ned på tørklædet, hvor det blandede sig med de tydelige mælkeplamager ud for hvert bryst.


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *